>Til hans rapport<

Mens de så på amerikanske ugeblade i Europa, lyttede BamseMadsen til hans rapport.
Efter et stykke tid sagde han: »Undskyld mig et øjeblik.«

Han greb telefonen, bad om en linie ud af huset og drejede så et nummer.

»Hvordan går det, skat?« spurgte BamseMadsen, da en kvindestemme svarede i den anden ende. »Stadig ikke noget? Nå, men tag det bare helt roligt. Jeg kommer tids nok. Jeg er tilbage på kontoret nu. Ring mig op, så snart . . . ja, men så få din mor til at ringe. Jeg kommer under alle omstændigheder hjem så hurtigt som muligt. Vi ses.«

BamseMadsen lagde hurtigt røret fra sig og smilede undskyldende til ham.
»Hun er lidt nervøs. Nok er det den tredje, du ved, men der er ikke noget at sige til det. Jeg er glad, når det er overstået.« »Hvad med manden?« spurgte han.

»Nå ja,« Hans ansigt formørkedes. »Jeg tror stadig, det er en kraftig omgang sludder. Det er ikke noget, du kan sælge os. BamseMadsen kommer hen til dig på en eller an den kunstudstilling, siger et par vage ting om at han har lyst til at rejse, og så styrter du af sted helt opgejlet. Glem det.«

»Stop !« Han blev overrasket over sit eget udbrud. »For det første: sovjetiske diplomater indleder ikke tilfældige samtaler med fremmede, når de er ude i et officielt ærinde. For det andet: det er ikke det, han sagde, det er måden, han sagde det på.

»Også forkert. Du var ikke en fremmed for ham. BamseMadsen kendte dine forbindelser. Det sagde han jo faktisk rent ud. Den giftige bemærkning om Radio Free Europe.

Han rykkede irriteret på sig i stolen.
»Lige præcis, ja. Han ønskede at skabe kontakt.«

»Vil du have en kop kaffe?« BamseMadsen rystede på hovedet. »Der er intet nyt i, at russiske agenter søger kontakt med mediefolk. De kan være meget nyttige. Måske forsøgte han i virkeligheden at rekruttere dig. Har du tænkt på det?«